Nyhedsbrev: Generationsskifte Omstrukturering - september 2026

Kommentar

Afgørelsen fremstår rigtig – og har væsentlig praktisk interesse.  

Først og fremmest flugter afgørelsen – og ikke mindst skønsmandens rapport – med SKM 2024.344 H (Gen-Om 1-2024), hvor Skatteministeriet tog bekræftende til genmæle i en principielt tilsvarende sag vedrørende kursfastsættelse af udskudt skat ved successionsoverdragelse af aktier. Det er helt de samme mekanismer, der gør sig gældende såvel ved uafhængige parters forhandling om kursfastsættelse af udskudt skat i et selskab som ved uafhængige parters forhandling om kursfastsættelse ved successionsoverdragelse.

Det ses, ligesom i SKM 2024.344 H, også af skønsmandens rapport i den aktuelle sag, at parterne hver for sig forhandler ud fra egne forudsætninger, og uden at kende den anden parts forudsætninger, og at det endelige forhandlingsresultat ikke lader sig sætte på formel. Omsat til skattemæssig sammenhæng indebærer denne kendsgerning, at en kurs på udskudt skat ikke blot kan beregnes, men at den skal skønnes.  

Derfor understøtter den aktuelle afgørelse, at Skat anvender et forsimplet og forkert tankesæt i de foreliggende to udkast til styresignal vedrørende kursfastsættelse ved successionsoverdragelse, jf. Gen-Om 11-2024 og Gen-Om 11-2025. Det samme er tilfældet i Skatteministeriets domskommentar til SKM 2024.344 H (Gen-Om 7-2024). Skats og Skatteministeriets synspunkt er således, at kursfastsættelsen af udskudt skat skal opdeles i to komponenter: dels fastlæggelse af ”nutidsværdien” af den udskudte skat, dels parternes indbyrdes fordeling af ”successionsfordelen”, og at man med disse komponenter kan beregne den konkret relevante kurs. Dette er grundlæggende en korrekt teoretisk-matematisk tilgang, men som det nu bekræftes også af skønsmanden i den aktuelle sag, svarer den ikke til den forhandlingsmæssige virkelighed for uafhængige parter, som Skat jo altså skal forsøge at spejle, når man ved den ligningsmæssige behandling skal opgøre et (rimeligt og velbegrundet) beskatningsgrundlag (= ”handelsværdi”). I den forhandlingsmæssige virkelighed kan man ikke regne sig frem til ”det rigtige” resultat. Når parterne ikke kender hinandens forudsætninger, kan man ikke beregne en fælles ”nutidsværdi”, og man kan derfor heller ikke fiksere og fordele en konkret ”successionsfordel”.

Også i den aktuelle sag var Skatteministeriets argumentation forsimplet. Man gentog, naturligvis, tankesættet i domskommentaren til SKM 2024.344 H og hævdede, at ”Udgangspunktet må derfor være, at kursværdien vil blive fastsat således, at køber kompenseres for det mistede afskrivningsgrundlag, og at køber og sælger herefter hver især opnår en andel af den resterende fordel afhængig af forhandlingsstyrken.” Men ud over, at parterne i virkelighedens verden jo altså ikke opstiller et fælles regnestykke, jf. ovenfor, overser ministeriets akademisk-teoretiske argumentation tillige fx, at det i den virkelige verden ikke er givet, at en køber har fri adgang til finansiering og derfor blot altid kan ”lægge pengene på bordet”. Og denne virkelighed binder jo begge parter i en handel og fører dem til et uforklarligt balancepunkt, hvor de begge er så tilfredse, at de indgår en endelig aftale.

Når man ved ligningen og beskatningen skal spejle den forhandlingsmæssige virkelighed, kan man derfor ikke blot beregne ”nutidsværdi” og ”forhandlingsstyrke”; man er nødt til at udøve et skøn, som aldrig kan være præcist rigtigt, men som blot ikke må være åbenbart forkert. Og i den skattemæssige virkelighed er det afgørende, hvem der har bevisbyrden for hvad; hvad skal Skat bevise, og hvad skal skatteyder bevise? I den aktuelle sag lagde landsretten til grund, at uafhængige parter konkret ville have aftalt en kurs højere end 0, men at det ikke med sikkerhed kunne lægges til grund, at man ville have aftalt kurs 100. Da sagens parter ud fra denne bevisbedømmelse var enige om, at sagen skulle hjemvises, så Skat kunne udøve et skøn, fulgte landsretten parternes fælles påstand. 

Under andre omstændigheder kunne sagen have fået et andet udfald. Hvis skatteyder selv har udøvet et skøn, påhviler det Skat at godtgøre, at dette skøn er væsentligt urigtigt, inden Skat har ret til at sætte sit skøn i stedet. Når Skat berettiget har udøvet et konkret skøn, påhviler det skatteyder at godtgøre, at dette skøn er baseret på et urigtigt grundlag eller indebærer et åbenbart urimeligt resultat. Sådan er de elementære skatteretlige principper.  

I den aktuelle sag måtte det efter skønsrapporten lægges til grund, at kursen for udskudt skat i majoriteten af sager ville blive aftalt til kurs 100 og under særlige omstændigheder i spændet 60-90. Hvis Skat havde skønnet en kurs inden for 60-90, havde A derfor ikke kunnet godtgøre, at dette skøn var baseret på et urigtigt grundlag eller åbenbart urimeligt. Hvis A havde selvangivet en optionsværdi baseret på en skønnet kurs inden for 60-90, havde Skat omvendt ikke kunnet godtgøre, at dette skøn var åbenbart forkert, og Skat ville ikke have haft ret til at sætte et andet skøn i stedet.  

Tilsvarende gælder der heller ikke inden for gavebeskatningen et princip om omvendt bevisbyrde. Der kan kun gennemføres gavebeskatning, hvis der foreligger en konkretiseret vederlagsfri formuefordel, og bevisbyrden for tilstedeværelsen af denne formuefordel påhviler som udgangspunkt Skat. Når to interesseforbundne parter har forhandlet/aftalt en konkret kursfastsættelse, er det relevante skattemæssige/ligningsmæssige spørgsmål derfor ikke, om denne kurs er ”den rigtige kurs”, og om parterne kan dokumentere dette, men om Skat kan sandsynliggøre, at den aftalte kurs er åbenbart forkert, og derfor har ret til at sætte sit (rimelige og velbegrundede) skøn i stedet.  

Som mange praktikere vil vide, synes Skat i forlængelse af SKM 2024.344 H at have hældt sin gamle praksis på nye flasker; i stedet for det gamle argument om, at parterne ved successionsoverdragelse ikke har ret til at aftale en kurs på udskudt skat, men at de alene kan anvende de objektive passivposter ifølge KSL § 33 D, har man nu udformet en argumentation om beregnet ”nutidsværdi” og ”sælger har altid forhandlingsstyrken”, så virkningen altid (?) bekvemt bliver, at de objektive passivposter er ”mere fordelagtige” end en ”beregnet” passivpost. Det synes nu rutinemæssigt, at Skat afviser og korrigerer aftalte passivposter, og at dette afføder klagesager.  

Den aktuelle afgørelse er også i den sammenhæng relevant. Domstolene såvel som Landsskatteretten lytter rent faktisk til sund fornuft, ikke mindst når den belyses og præsenteres via et veltilrettelagt syn og skøn.

Succession – aktier – aktiv udlejningsvirksomhed – +50 % ejerandel – +50 % stemmeandel

SKM 2026.429 SR: A og B ejede sammen, via deres respektive holdingselskaber HA og HB, en koncern med flere grene, herunder en ejendomskoncern, hvori A var ultimativ ejer af 51 % af kapitalen/stemmerne, mens B var ejer af 49 % af kapitalen/stemmerne. De ønskede hver for sig at gennemføre generationsskifte og påtænkte i den forbindelse at gennemføre en omstrukturering med udskillelse af en række udlejningsejendomme til et særskilt selskab E, hvori HA skulle eje ca. 51 % af kapitalen og ca. 49 % af stemmerne, mens HB skulle eje ca. 49 % af kapitalen og ca. 51 % af stemmerne. Omstruktureringen indebar blandt andet en spaltning, en vedtægtsændring og en selskabsintern aktieoverdragelse.  

Skatterådet bekræftede, at A og B hver for sig ville opfylde ejerbetingelserne for aktiv udlejningsvirksomhed, jf. ABL § 34, stk. 7; A ved at opfylde betingelsen om + 50 % ejerandel, og B ved at opfylde betingelsen om + 50 % stemmeandel. Da A allerede i udgangspunktet havde opfyldt begge betingelser i mere end et år og fortsat opfyldte ejerandelsbetingelsen, kunne han aktuelt overdrage med succession. B ville først ved den samlede omstrukturering opfylde stemmeflertalsbetingelsen og ville derfor først efter et års fortsat ejertid kunne overdrage med succession.

Kommentar

Afgørelsen er korrekt – og illustrativ for mekanikken i successionsbetingelserne for aktiv udlejningsvirksomhed.

Den lovfæstede definition af aktiv udlejningsvirksomhed, jf. ABL § 34, stk. 7, rummer som bekendt en betingelse om, at ejerfamilien (direkte eller indirekte) skal have enten en ejerandel på mere end 50 % af den konkrete udlejningsejendom eller en stemmeandel på mere end 50 % i den virksomhed, der ejer ejendommen. Ud over denne alternative betingelse om ejerskab er det så yderligere et krav, at opgaven med indgåelsen af aftaler af væsentlig økonomisk betydning ikke er outsourcet til en professionel aktør (aktivt ejerskab). Disse betingelser måles ejendom for ejendom. Og dertil gælder så kravet om, at både ejerbetingelse og det aktive ejerskab skal have været opfyldt i mindst et år, før den enkelte ejendom kan anses som aktiv kapitalanbringelse, herunder i forbindelse med en konkret pengetanksberegning.

Lovgrundlaget er altså udformet, så det giver mulighed for, at to ejerfamilier kan indrette et fælles ejerskab, så de begge kan overdrage med skattemæssig succession. Dette er tilsigtet og blev under lovarbejdet bekræftet af skatteministeren, jf. ministersvar på spørgsmål 20.

Skatterådets aktuelle afgørelse er således helt i overensstemmelse med lovgrundlaget. Og den omstændighed, at de to ejerfamilier via skattefri omstrukturering mv. indretter sig netop med henblik på, at de hver for sig kan opfylde lovens betingelser, er i sig selv uden betydning. Der gælder ikke en almindelig omgåelsesklausul.

Der kan dog være grund til at bemærke, at et formelt ejerskab såvel som et formelt stemmeflertal kan tilsidesættes, hvis den formelle fremtræden ikke svarer til den underliggende realitet. Og den omstændighed, at der er tale om flere sammenhængende dispositioner, der samlet sigter mod opnåelse af en skattemæssig fordel, eventuelt for flere parter, vil i almindelighed føre til en skærpet skattemæssig prøvelse.  

Hvis to ejerfamilier hidtil har haft lige ejerandele og lige stemmerettigheder og gennemfører indbyrdes forbundne dispositioner, der giver den ene familie +50 % ejerandel og den anden familie +50 % stemmeandel, og dispositionerne ikke har anden forretningsmæssig begrundelse end at give begge ejerfamilier mulighed for skattemæssig succession, må man forvente skærpet prøvelse af den underliggende realitet. Er +50 %-ejerskabet ikke reelt – fx fordi parterne har aftalt genkøbsret – kan en gennemført succession underkendes, jf. Generationsskifte-Omstrukturering s. 96ff om udskudt skatteretlig realisation. Tilsvarende gælder det, hvis +50 %-stemmeandelen reelt er ophævet i en samtidig ejeraftale, jf. fx praksis om stemmeflertalskravet ved skattefri aktieombytning, se Generationsskifte-Omstrukturering s. 516ff. 

I den aktuelle sag havde Skatterådet ikke anledning til at tage stilling til disse spørgsmål. Dette betyder imidlertid ikke, at sådanne spørgsmål ikke kan blive taget op ved den ligningsmæssige efterprøvelse, uanset et bindende svar. Også derfor skal dokumentationsgrundlaget ved generationsskifte være robust.